Hvorfor maurerne?

....HVORFOR MAURERNE ?

PORTIMAO, 1997

Med de følgende ord har jeg forsøgt at forklare, hvorfor jeg de senere år har brugt maurerne som tema for en del af mine billeder og hvordan min interesse for maurerne er opstået. Maurerne har synliggjort sig i mine billeder - i streger, former og figurer, jeg har stjålet fra ting ,jeg har set, hørt - og læst om. Men billederne er først og fremmest en digtet syntese af mine tanker og handler bl.a. om , at forskellige religioner i forskellige kulturer, efter min mening, har den samme funktion. Billederne handler også om, at mennesker har de samme basale behov i alle kulturer, til alle tider.

Jeg har undret mig over, hvorledes forskellige religioner gennem tiderne har givet næring til krige og at vi ikke er blevet klogere af historiens gang. “Menneskets udvikling” synes kun at ske på det materielle plan. Til disse tanker har bl.a. de muslimske herskere på den Iberiske halvø givet grobund. Det følgende handler bl.a. om maurerne der.

Da hærfører Tarik drog over Gibraltarstrædet i 710 e.Kr., udnyttede han de indre stridigheder i det vestgotiske rige til at indtage det sydlige Spanien og Portugal. Maurerne kom til at beherske Portugal i 500 år og Andalusien faldt først efter mere end 700år. De mange hundrede år med muslimsk herredømme har sat sine spor på mange måder i kulturen. Påfaldende nok har den muslimske tro i området ikke overlevet de par hundrede års inkvisition, der fulgte med den kristne samling af først Portugal (1249 ) og senere Spanien (1492).

Min interesse for maurerne har lusket sig ind af en bagdør, jeg ikke engang havde opdaget stod på klem.

Siden 1984 er jeg kommet regelmæssigt i Portugal og Andalusien. Jeg tog herned for at komme væk fra det danske vintervejr og for at søge frivillig isolation og dermed fordybelse i ting, som ikke udelukkende handlede om at åbne rudekuverter og få mankoen dækket ind.

Efter mange kortere og længere varende rejser før 1984 var jeg blevet godt træt af altid, på zombi-agtig vis, automatisk at søge hen til kulturelle mindesmærker og få dem med hjem i form af fotografier og indtryk, bearbejdet via udførlige rejsebøger. Jeg besluttede mig i 1984 for, at nu skulle det være slut. Nul fotografiapparat, nul rejsebøger, nu ville jeg tage til Portugal (til det eneste land i Europa, jeg dengang ikke havde besøgt ) og finde et sted at bo, hvor jeg kunne holde ud at være i et længere stykke tid.

Cirka 6 måneder senere, i januar 1985, tog jeg tilbage til samme sted i Portugal for i anden omgang at tilbringe et lille halvt år der. Jeg havde et ønske om at ændre rejseadfærd og ikke altid at være på vej videre. Jeg ville søge indad og fordybe mig, dog under udadvendte forhold.

Kun blanke ark til skrivemaskinen, tegneudstyr, malergrej og en guitar, der iøvrigt allerede forsvandt i Barcelona.

Jeg boede hos Alda Maria og Antonio. Jeg havde nok at gøre med at lære så meget af sproget at jeg kunne klare mig i en familie, der kun talte portugisisk. Om morgenen gik jeg til havet, om formiddagen skrev jeg, og når fiskerbådene kom ind, tilbragte jeg en del tid på kaffebar med blækspruttefiskerne. Om aftenen spillede jeg på The Londoner Bar (jeg havde købt en ny guitar), og når det blæste for meget til fiskeri, akkompagnerede jeg blækspruttefiskerne i deres vemodige fado-sange. Jeg blev gode venner med Pat og Vitor og lånte deres gamle højrestyrede Ford Escort, der havde tilnavnet Daffodil. På disse ture i Daffodil så jeg Henrik Søfarers navigationsskole i Sagres (det vil sige på afstand - ingen museumsbesøg), jeg besøgte Europas sydvestligste punkt, Cabo Sao Vincente (en storslået og barsk naturoplevelse) og kørte op på toppen af bjerget Foi for at overskue det sydlige Portugal.

I Silves så jeg den gamle borg, hvor jeg vandrede på ringmuren og skuede ud over byen, korkegene og appelsinplantagerne. Pat kunne senere ikke lade være med at fortælle, at byen Silves havde været hovedstad for Algarve (arabisk Al-Garb = landet mod vest) i den mauriske periode, og at borgen var et gammelt maurisk bygningsværk, omend bygget ovenpå borge fra både fønikerne og romerne. …Ja, ja.... Og hvis jeg lagde mærke til skorstenspiberne på de almindelige huse, kunne jeg se røgen komme ud af minaretagtige former, som om Allah havde synliggjort sin ånd i form af “Kasper, det venlige spøgelse”. Jeg skulle lægge mærke til buer overalt i selv den nutidige arkitektur, hvor keramiske fliser blev brugt i arabiske mønstre, at mennesker i Sydportugal var mørkere end i Nordportugal, grundet deres arabiske herkomst og at navne, der startede med bl.a. Al-, Ac- og Az- var arabiske låneord.

Havnebyen Portimao, hvor vi boede, kunne føres tilbage til romerriget, ja byen havde sågar været handelsplads for de driftige folk fra Karthago.

Jeg blev sat tilbage i historien, men søgte nuet sammen med fiskerne, der var ligeglade med deres fortid i det daglige. De talte om morgendagens vejr og dagens fangst, og når de lange reb med krukker var ordnede og klar til at lægge tilbage i havet næste nat, for at blæksprutter skulle kravle ned i dem, da skiftedes vi til at give omgange hos “Fernando”. Dagene kunne på denne måde nemt smutte en efter en.

Man kan ikke lære alt på en gang, men nogen gange synes jeg imidlertid, at tingene erkendes i en bagvendt, langsommelig rækkefølge. Man skal selvfølgelig også være åben overfor selve det at lære, det hedder vist “at være motiveret”.

Jeg havde opholdt mig i Portimao sammen med Tarek fra Marokko et halvt år før og på ingen måde fundet det påfaldende, at der var navnesammenfald mellem Hotel Tarek og marokanske Tareks navn. Jeg fik aldrig spurgt Tarek fra Marokko, om han var opkaldt efter hærføreren Tarik, der invaderede Spanien og dræbte den vestgotiske konge Rodrigo. Man kan ikke udforme spørgsmål, som ikke er påtrængende, og der var nok andet at tage sig til i de 3 uger.

Hvad jeg imidlertid fik ud af samværet med Tarek i 1984, var flere ting.

Jeg fik en klar fornemmelse af Afrikas nærhed, nogle timers sejllads over havet. Men hvad, der for mig var nok så vigtigt på det tidspunkt, var at spendere 3 uger døgnet rundt sammen med en muslimsk troende. Jeg havde rejst i muslimske lande før, men det var første gang, jeg følte, at jeg havde fundet en åndsfælde i den muslimske verden. Jeg ved, at dette møde med Tarek sammen med mødet med andre mennesker, har været med til at forme min interesse for bl.a. maurerne i Spanien og Portugal.

Jeg har mødt maurerne i form af forkrøblede borgrester på toppen af bjerge både i de storladne landskaber i Andalusien og her i Sydportugal. Men kan sten tale? Det er blevet sagt nok gange, at huse med påfaldende mange kakler i strålende farver og flotte mønstre, sammen med buer, skorstenspiber og med en patio i midten, skyggefuldt med blomster og fontæne, ja, at det alt sammen og meget mere stammer fra perioden, hvor maurerne var herskerne. Og hvor mange gange kan man blive ved med at sidde det overhørigt? Men dog er sten, fliser, buegange, tætliggende huse med lertag og borganlæg ikke noget i sig selv. Formerne kan give afsæt til andre former, og tegn og ornamentik kan give inspiration til at køre stregen rundt på en anden måde, end man plejer. For mig kom der først “kød” på stensuppen, da der begyndte at udspille sig en form for liv i disse døde ting. Efterhånden gik det op for mig, hvor meget især det spanske sprog er påvirket af arabisk, og at dagligdags ting som appelsiner, citroner, dadler, ris, meloner, sukker, safran o.s.v. blev bragt hertil af de samme folk fra Nordafrika og den Arabiske halvø.

Da min interesse for maurerne var vakt, blev selv stensuppen mere og mere spiselig. Hvad jeg imidlertid i min begyndende søgen fandt paradoksalt, var det forhold, at Portugal i ca. 500 år og Andalusien i mere end 700 år havde været muslimsk. Paradokset bestod i min bevisthed først og fremmest af to forhold. Det ene, at muslimerne i vid udstrækning var blevet godt modtaget som erobrere og det andet, at jeg stort set aldrig oplevede nutidige religiøse spor efter muslimere, der kunne føres tilbage til maurerne.

At de muslimske erobrere blev godt modtaget havde sine naturlige årsager, men hos mig vakte det umiddelbart undren, når man tænker på, hvilken skræk muslimske fundamentalister kan jage i folk i dag.

Tariks erobring af det sydlige Spanien og Portugal i år 711 og hans videre færd blev imidlertid gjort nemmere af indre splittelser i det vestgotiske rige. En ny erobrer blev modtaget med forbeholden kyshånd af de undertrykte, af både jødisk og kristen oprindelse, samt af en overklasse, der øjnede en chance for selv at få magten. Hvordan de faktiske forhold har været, forbliver et mere eller mindre kvalificeret gæt, men maurernes skattesystem, hvor muslimere, -som de eneste- ikke skulle betale skat, var både med til at øge tilgangen til troen på Allah og til at få magthaverne til at tolerere de tilbageblevne skatteydere: jøder, såvel som kristne.

Tryk avler modtryk og vestgoternes undertrykkelse skabte en utilfredshed, der gjorde det nemt for Tarik og de andre mauriske hærførere at skabe de forudsætninger, der skulle til for en overtagelse af magten. Den vestgotiske konge Rodrigo faldt ved Jerez de la Frontera, byen vi idag ellers kun forbinder med de omfattende mængder af sherry, der produceres.

Den muslimske periode i Portugal og Spanien var en tid med oplysning, økonomisk vækst og blomstrende kultur.

Når man taler med mennesker, det være sig alle mulige, f..eks. folk på cafeerne såvel eller ledere af museerne, da lægger meget få afstand til deres mauriske forfædre. Nogle vil endvidere påpege, at de sandelig er en blanding af vandaler, gotere og vikinger. (“Ja, tænk på slaget ved Arade floden, det var dine forfædre, vikingerne”, griner de og tilføjer, dog mere som en kuriositet: “Se mit lyse hår, min krogede næse og mine mørke øjenbryn, jo, jeg har det hele”).

Men min største undren var til stadighed: Hvorfor kom der ingen messende lyd ud fra minareternes top? Hvorfor var det mest minaretagtige, vi kunne driste os til her i det sydlige Portugal de cirka 1 meter høje skorstenspiber, der hver dag sendte en røg ud, der trods alt mest mindede om røgen fra det Sixtinske Kapel i Rom.

Dette var altså det andet forhold i min undren: Var der ingen muslimer i det sydlige Portugal eller i Andalusien, som havde forfædre blandt maurerne?

Jeg må blive svar skyldig. På uvidenskabelig vis må jeg konstatere, at jeg ingen kender. Det gør min nabo og hans nabo heller ikke og efter 13års spørgen heller ikke de, han har mødt. Selvfølgelig er her muhamedanere. Vi bor jo tæt på Afrika.

Den hårdhed, hvormed de katolske sejrherrer fór frem, da de endelig tog magten fra maurerne, var effektiv. Både muslimer, jøder og andre ikke-katolikker fik kniven at føle, og mange konverterede til kristendommen, flygtede eller blev slået ihjel.

Jeg ved godt, at den mauriske periode var mange ting. Der var indre stridigheder i det mauriske rige perioden igennem, og det var ikke de samme muslimske folkeslag, der regerede hele tiden. De kom fra forskellige steder i det nordlige Afrika, og de udførte deres lederhverv med forskellig nidkærhed, tolerance og på forskellig inkvisitorisk vis.

Men i perioden med maurisk herredømme var herskerne da mere tolerante eller var de blot pragmatiske? Moskeerne blev eksempelvis brugt af forskellige trosretninger. Jøderne, muslimerne og de kristne kunne udføre religiøse handlinger på forskellige tidspunkter i den samme bygning. Det var jo bare en bygning!

De eneste, der ikke betalte skat til de mauriske herskere, var som tidligere nævnt muhamedanerne, og på den måde kan selv en hersker blive tolerant overfor sin religiøse modpart, for hvor skulle pengene ellers komme fra?

Jeg bor på trettende år med regelmæssige mellemrum under tag med en jøde fra England og en katolik fra Angola. Tarek burde komme herover fra Casablanca, så vi her kunne bygge vores eget nye “Mezquita” - en moske hvor alle trosretninger ville kunne dele rum.

Nu er tolerance jo ikke kun et spørgsmål om tro. Tolerance og mangel på samme, er ofte et spørgsmål om magt - et spørgsmål hvorvidt man har råd til at være tolerant. Der er racemæssige forhold, der gør, at man på forhånd udelukker en gruppe og der er mange andre ting.

Besynderligt nok, synes modsætningerne at træde frem i et skarpere lys netop nu, hvor jeg sidder her. Det er af og til nemmere at få øje på folks underfundige bevæggrunde for at gøre dette eller hint. Specielt blandt os udlændinge er forholdene på det nærmeste karrikerede. Det kommer af, at vi alle på en eller anden måde er “flygtet” hertil, dog af vidt forskellige grunde. Vi er her på grund af et eller andet, hvilket man ikke altid kan sige, når man bliver på samme sted fra fødsel til død.

Her har jeg mødt gangstere fra Londons undergrund, som ikke kunne tage tilbage af “helbredsmæssige årsager”. Flygtninge fra Angola og Mozambique, der af samme “helbredsgrunde” heller ikke kunne tage tilbage, dog ikke altid selvforskyldt. Folk fra Timor, der søgte lykken og englændere i hobetal, der troede deres lykke lå bag en bardisk - med en sol, der skinnede udenfor, men som de sjældent havde tid til at se. Vi er et sammenrend af folk på vandring, omend flertallet her stadig udgøres af portugisiske fiskere, bønder, forretningsfolk, tjenere, håndværkere o.s.v..

Da jeg stod udenfor Mezquita (moskeen i Cordoba) kom jeg til at tænke på Jesus, da han stod i templets forgård og pludselig så sig harm på plattenslaggere og det gedemarked, der udspandt sig. Jeg fik lyst til at gå amok, men var jo selv en del af hele dette gedemarked af turister.
Katolikkerne gik imidlertid amok efterhånden som de generobrede områder og byer fra muslimerne. Alt blev ryddet af vejen. Kun den katolske tro var farbar vej. Og de gjorde det med konsekvens. Hitler har misundeligt kunnet se tilbage i historien og se den katolske inkvisitions succes.

Jeg mødte Ralf på gaden. Han var netop kommet tilbage fra Østrig. Ralf er også en af vandrefuglene, der ikke hører til nogen steder. Han er englænder. Hans mor er englænder, og hans far var østrigsk krigsfange i England under 2.verdenskrig. Hans far havde kæmpet for tyskerne. Ralf var netop kommet tilbage fra Wien, hvor han sammen med sin østrigske bror havde begravet faderen. Ralf har før fortalt mig, hvor meget tid han som voksen har brugt på at finde frem til faderen. Han var synligt berørt af begravelsen og fortalte, hvor glad han var fordi han fløj til Østrig for at deltage i begravelsen. Han havde aldrig før følt sig så tæt knyttet til sin østrigske bror som han ellers ikke havde set meget til.

Vi søger vores historie. Vi finder ikke altid det mest behagelige frem, men det kan være nødvendigt.

Jeg forsøger ikke at gøre maurerne til bedre mennesker end os. De bestod af et sammenrend af folkeslag, hvor lederne først og fremmest var arabiske beduin konger. Størstedelen af soldaterne skulle efter sigende have været berbere fra Nordafrika, og der var i hele den mauriske periode indbyrdes kampe i det mauriske rige. Riget blev ikke ved med at bestå som et hele fra den Arabiske halvø og til Spanien. Det blev splittet. Spanien-Portugal der havde været en helhed, blev splittet op i Andalusien og Algarve. Byen Silves, hvor borgen stadig ligger på toppen og kroner byen, blev senere Algarves hovedstad.

I 1249 erobrede Kong Afonso d. III Silves og samlede Portugal stort set med de grænser, landet har i dag. Granada faldt først 253 år senere og Portugal fik efter sigende på denne måde et stort forspring, hvad angår opdagelsesrejser.

Det kan synes som et paradoks, at hver gang nogen får magten, kaster de sig, hvis det er muligt, ud i erobringstogter. Maurerne tordnede med lynets hast fra den Arabiske halvø, ud i alle retninger og blev mod nord først stoppet ved Loire floden i Frankrig .

De konger og dronninger, der kom efter maurerne i Portugal og Spanien, koloniserede på livet løs i alle verdenhjørner. De lod den hjemlige kultur forfalde og byggede deres rigdom på mængder af bl.a. guld, der blev bragt hjem til moderlandene. Maurernes avancerede vandingssystemer forfaldt og biblioteker, fulde af viden, blev brændt, mens skibe sejlede til Afrika, Asien og senere til Amerika for at hjembringe andre kontinenters værdier.

Hersk - eller du bliver hersket med - synes tankegangen at være hos magtens mænd og kvinder. I dag synes magt at bestå i at erobre markeder for afsætning af egne produkter. Få af magtens mænd i dag ligner deciderede hærførere, der vil kunne møde den korporlige magt med sværd i hånd og visiret slået op. Men mere eller mindre synlige grænser ligger stadig i undergrunden og skiller de forskellige religioner.

Der er stadig krig i Angola, her 23 år efter Nellikerevolutionen i Portugal, hvor næsten alle de gamle portugisiske kolonier blev selvstændige. Vi mødte en gammel portugisisk oberst i Vitors forretning. Han havde været i Angola, hvor Vitor kommer fra, men Vitor kan godt lide ham, selv om obersten var med til at undertrykke Vitors land. Obersten købte et gammelt bord og 4 antikke stole. Sådan kan tiden læge nogle sår.

Vi glemmer hurtigt. I dag, hvor folkevandringerne igen er i fuld gang, kan ordet “muslim” få mange til at frygte for deres kulturelle og religiøse fremtid. Det er det, der har fået mig til at undre mig over, hvordan en spansk katolik med maurisk blod i årene, så pure kan fornægte de 700år hans forfædre var muhamedanere.

Hvordan kan man blive fanatisk troende på én gud, når vi alle ved, at vores forfædre levede før Allah, Jesus, Buddha? For mig at se giver de forskellige religioner stort set de samme svar, som også de fleste ateister bruger som livsgrundlag. Det handler om det sociale menneske og om moralbegreber.

Da jeg gik op ad brostenene på Judice Fialho for at komme hjem, stod Rui underfor The Londoner. Han hang dovent op ad dørkarmen. Med den nye protese i overmunden og med begyndende ølmave, stod han med selvtilfredshed i døråbningen og lignede på ingen måde den usikre elektriker, der hver aften, for snart 13år siden, kom ind og drak 2 øl og lyttede, mens vi spillede musik. Nu passer han baren for Carla og deler seng med hende, i de lange perioder, hvor hendes mand er i England. Om hans selvtilfredshed kommer af sengelejet eller af de nye tænder, ved jeg ikke.


Med mine bæreposer i hænderne, blev jeg nødt til at forklare, at i dag var det mig, der var kokken og at jeg skulle hjem og lave mad. Maden skulle stå på bordet, når de andre kom fra arbejde ved 21- tiden.

Han kiggede i poserne. Der var karry fra Indien, pasta fra Italien, piri-piri fra Angola, skinke og jordbær fra Spanien, oksekød og grøntsager fra Portugal, pulver til en rombudding fra England og lidt ost fra Holland. Så så han på mig, lagde den ene hånd på min skulder og sagde: “Erique, lav et lykkeligt måltid”.

Portimao oktober 1997.
Erik Gamdrup Jensen.