Frederikshavn - åbningstale

Åbningstale, Frederikshavn Kunstmuseum, 1999


1.
Tilhuggede sten
sat oven på hinanden
af mennesker
i en fjern fortid
interesserer mig ikke synderligt
hvis disse sten
ikke kan fortælle om liv
dengang og nu.

Stenene, brokkerne, ruinerne, sporene 
siger oftest meget lidt om kærligheden,
men mere om begæret efter magt,
efter at bygge sig en bedre position
skabe et fundament for ens nærmeste
for fremtiden
og trygheden
i de sidste år?

Man overlades til sin egen forestilling om fortiden
og klynger sig til et forfængeligt, naivt håb om
at tidligere tiders tolerance og sociale adfærd
kan bruges som et bevis for
at der virkelig er håb endnu
håb om en bedre verden
om et mere humant samfund, hvor forskellige racer
og mennesker med forskellig baggrund 
kan acceptere hinanden
og leve fredeligt side om side.
Hvilken drøm
og hvor lidt har jeg fundet?

2.
Jeg sidder ved borgen i Antequera
og ser de uendelige vidder af oliventræer
plantet i bølgende rækker
og tænker, hvor tørt her er
og alligevel kan man finde et godt liv
også her
eller i hvert fald et liv ligesom
andre steder 
hvor mænd og kvinder mødes
og børn fødes og vokser op.

Spor på spor i landskabet:
Terrasser på en skråning
appelsiner og citroner fra andre kontinenter
en aquadukt skærer fra klippe til klippe
spandevis af hestemøj for at gøre sand og sten
til opdyrket land
for kål og tomater og 
kartofler
som groer og frituresteges
hver aften i alt for meget fedt
fra solsikker og oliven.


Kvinderygge 
der bøjer sig
og samler afklippede grene fra vinranker
for at give optændingsbrænde til
madlavning og lidt aftenvarme om vinteren.
Klumpede grene fra korkegen
der kan varme natten over.
Korken til vinen, til gulvet til væggen til loftet.

Spor i landskabet.
Sten stikker op på en vinmark
hvor bonden hver dag må køre udenom
med traktoren.
Stenene danner et mønster og toppen af
en krukke anes og han 
stiger af og kigger og undres 
et øjeblik
med ved egentlig godt
at også her ligger spor fra hans forfædre
ligesom på købmandens hylder.

Købmanden
der er ved at blive gammel
kigger op på borgen
for at se solen titte frem
men beholder den uldne trøje på
(han skal jo sidde i skyggen hele dagen)
vender sig langsomt og råber
til manden der kommer med brød i en sæk 
over skulderen.

Dagen er begyndt og børn
i skoleuniformer
vandrer støjende forbi.
På en mur udenfor arenaen
sidder et elskende par
som snart skal skilles
og derfor lover hinanden alt.

Jeg ved endnu ikke 
hvad jeg laver her.
Jeg følger en hund
mellem to mure
og vi når til en plads
hvor en lufthvirvel sætter
sandet i en fygende spiral.
Hunden stopper og jeg vandrer videre
til kanten af en klippe
og landskabet åbner sig.
For en stund 
er også her et sted
at være.

Erik Gamdrup Jensen, Andalusien, februar 1999.