AFLADSBREVE
1998
“God can be funny sometimes”
(Vitor J. Nascimento, Angola).
AFLADSBREVE - I.
Kæreste.
Hvem kan tilgive:
Henrettelsen af Jesus,
katakomberne, muslimske erobringstogter,
korsriddernes blinde kamp,
inkvisationer i forskellige afskygninger,
giftgasser i skyttegrave,
gaskamre i KZ-lejre,
franskmænd, amerikanere og vietconger i Vietnam,
kinesere i Tibet.
Tusinde andre torturede, fornedrede og myrdede i:
Jugoslavien, Afghanistan, Cambodia, Tjetjenien,
Sydafrika, Angole, Rawanda, Ethiopien, Chile,
Cuba, Mexico.....
.................................................................................................................................................................
Hvem kan tilgive:
Tidernes slavehandel og
vedvarende undertrykkelse udfra
racer og religion.
Hvem kan tilgive:
Pol Pot, Hitler, Amin,
Stalin, Pinochet,Ceausescu, Salazar,
Franco, Honnecker, SaddamHusein.....................
.....................................................................................................................................................................
Glemte sadister, bødler,
politikkere, bagmænd.............................................
...............................................................................................................................................................................................................................
Hvem kan tilgive.......................................................
.........................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................
Men på en helt almindelig dag
vil vi for en stund glemme
og næste dag prøve igen og igen........
AFLADSBREVE - II
Da hun kom ned ad den stejle nedkørsel
var det ikke hendes tøj
jeg først lagde mærke til.
Jeg så hæfterne, bøgerne, et ternet plastikchartek
under højre arm
presset ind til kroppen
med albuen.
Men jeg så også tøjet
på den måde som man kan opfange
et hav af små detaljer på en gang
og dermed få et overfladisk
indtryk af en person.
Selvfølgelig var det også hendes tøj
og det var den måde
hun havde sat håret i nakken på
med et spænde
så håret blev til en
lang, vandret stav.
Håret var trukket væk fra ansigtet
og det var kinderne og panden - lysebrune,
øjenvipperne, sorte, lange,
de kraftige øjenbryn, der skar panden kantet til i siden,
hagen - rund og
kinderne en smule buttede,
øjnene - mørkebrune med let sammenpressede øjenlåg
mod solen,
munden med læber i lys rød og en smule hvidt
i en næsten lige streg
der syntes spørgende
ikke smilende
ikke vred
og panderynker
der bekræftede det spørgende.
Men det var tøjet
der skjulte en lille topmave
der kunne være tegn på graviditet
eller overvægt
som ellers ikke var kendetegnende for hende.
Topmaven var dækket af bukser
i løst sort stof, tynde og luftige
og øjensynligt strammet til i livet
med en snor.
Ovenfor maven:
en skjorte, lys hvid, råsilke.
Ovenpå skjorten, ovenpå brysterne,
der hang løst
ikke store ikke små,
ovenpå bryster og skjorte:
en vest
smal over skuldrene
med broderi i et tæt dækket mønster
der mest af alt mindede om
en brynje.
Brynjen, skjorten, bukserne,
og de bare ben i tennissko.
Skoene
der senere blevet bundet sammen
med snørrebåndene
og slængt over skulderen.
Senere.
Bare tæer i sandet
begejstring over bølger
der næsten nåede hende til buksernes kant
under knæet,
mens hun samlede ting op:
skaller fra muslinger og snegle
sten i forskellige farver,
kork og træstykker
mærkelige tilslebne former,
alt sammen samlet i plastikposen,
der blev draget frem fra den broderede taske
som nu hang samme sted som skoene.
Det lignede en dans
men kunne være hendes flugt
hver gang en ny bølge kom ind.
Konturer mod lyset:
brysterne vuggende
hestehalen vippende
hofterne gyngende
altsammen for at finde
nyttigt affald
og muslingeskaller.
Dansende gangart videre
langs bølgeskvulp
foroverbøjet nakke
søgende
nogen gange på tåspidser
som en hund
der tager stand.
Var hendes hofter for bredde
som hun stod og bøjede sig
forover?
Nej,
men de ellers løse bukser
strammede til og
formede to kupler
der samtidig tydeligt aftegnede
trussernes blonder.
Hun kiggede mod solen
og missede med øjenene
så bagud over skulderen
og vores øjne mødtes kort.
Hun ænser mig ikke
vugger videre i strandkanten
går mod molen
hopper de 30 cm op på cementen
stamper sand af fødderne
kigger i posen.
Indholdet hældes ud
på rækværket
sorteres og vurderes
noget smides væk.
Jeg kigger over hendes skulder
og spørger om jeg må hjælpe?
Genert ser hun ud af øjenkrogen
og nikker et forsigtigt:
"Ja".