Teksten her er fra kataloget til udstillingen "Dagbogen" på Kunstcentret Silkeborg Bad i 2001. Jeg havde i 1 år lavet 1 billede hver dag som man kunne se på udstillingen.
Ideén opstod på en af de mange køreture mellem
Aalborg Kunstpavillon og Silkeborg.
Jeg havde været til møde om en udstilling sammen
med andre medlemmer af "Det Kunstneriske Råd".
Udstillingen vi skulle udforme var en markeringen af årtusindskiftet
og der blev på mødet talt om, at udstillingen skulle
have et tema. Det blev en "løs diskusion uden konklusion".
Et af de foreslåede temaer til fællesudstillingen
var "tid" og mens jeg kørte hjemad gik det pludseligt
op for mig, at vil man forstå "tid", må
man "føle tiden der går".
Jeg ved godt, at selvfølgelig kan man forholde sig til
tid som begreb. Det var tildels det jeg gjorde på min udstilling
"Historie" i Aalborg Kunstpavillon i 1992. Men det slog
mig pludselig, at den eneste måde for mig at forholde mig
til begrebet tid på var ved at fornemme på min krop,
hvad tid egentlig er. Jeg besluttede mig for i en periode, at
fastholde den tid der ville forløbe og undersøge
den, se, hvad tiden bestod af.
Jeg tænkte i den sammenhæng ikke mere på Aalborg
projektet. Det måtte køre sit eget parallele spor
og blive til malerier.
Jeg besluttede mig for at undersøge et år. Jeg ville
prøve hver dag i et år i billedform at nedfælde,
hvad netop den dag i det væsentligste bestod af.
Jeg lagde mig på forhånd fast på papirformat:
65 cm højt, 20 cm bredt - 400g karton.
Hvert døgn er lige langt udmålt, var min tanke, derfor
hver dag samme størrelse karton. Hver dag et nyt stykke
karton.
At kartonen skulle vende på højkant var en beslutning
jeg traf ud fra, hvorledes det visuelle slutresultat skulle blive.
Havde jeg lagt papiret ned, var reslutatet blevet en lang frise,
hvilket man godt kunne argumentere for. Hvert døgn er jo
netop ikke er afbrudt af tidsstop, hvor vi trækker vejret
for at tage fat igen. (Godt nok sover vi, men stopper dog ikke
tiden). Men jeg regnede fra begyndelsen med, at forholde mig fragmentarisk
til døgnet. Jeg ville uddrage det for mig væsentlige,
netop den dag og så se, når året var omme, hvad
de væsentlige ting, så ville være. Jeg ønskede
med min kartons oprejste retning netop at splitte året op
i dage for bedre at kunne undersøge året. Det kunne
også have været timer eller uger, men blev dage.
29.6.1999 gik jeg i gang.
Jeg startede på dagbogen. Lavede hver dag et stykke 65 x
20 centimeter oprejst karton, lagde det i en bunke og kiggede
så ikke mere på det.
Med mellemrum kom venner forbi og skulle se, hvordan det gik med
dagbogen - om de var med? Vi bladrede i bunken og det var kun
ved disse lejligheder, at jeg så tilbage på, hvordan
de foregående dage var forløbet. Hver gang jeg havde
lavet cirka 50 dage pakkede jeg dagene sammen og lagde dem i et
sikkert rum, på Silkeborg Kunstmuseum. Der ligger de stadig
i skrivende stund, så jeg venter endnu på det store
overblik, der kommer når udstillingen hænger der?
Jeg har imidlertid fastholdt året igennem, at det skulle
være "firsttimere", altså ikke noget med
at lave om eller rette. Jeg arbejdede oftest med tusch og de klatter,
der er kommet på kartonerne har fået lov til at blive.
Ikke noget med at lave om eller tænke efter. Når penen
ramte kartonen fangede det.
Jeg lavede mig en lille rejsemappe. Kartonerne har været
med over alt det år: Spanien, Portugal, Indien og på
cykeltur til Møn. Det længste jeg på noget
tidspunkt har været bagefter med dagbogen var to dage.
Jeg har en fornemmelse.
Jeg har fastholdt flere dødsfald, opture, nedture og spørgsmålet
er: Er dette et typisk år eller er der sket flere alvorlige
hændelser end normalt på et år? Svært
at sige, for som alt andet her i livet kunne jeg heldigvis heller
ikke forudse, hvad der ville ske det år. Jeg har fastholdt
noget og andet er gledet bort. En del af det jeg har forsøgt
at fastholde er i min hukommelse også gledet bort. Det sidste
er især, hvor jeg har forsøgt at fastholde en stemning,
at jeg har svært ved at genkalde mig, hvad der så
skabte den stemning. Men der er vel også det med følelser,
at de til tider netop er udefinerbare. Der er andre ting, som
står mig i klar erindring og det er specielt, hvor hændelser
tager overhånd.
Jeg husker, at jeg for godt 20 år siden en sen aften stod
udenfor det nu hedengangne spillested Stalden og kiggede gennem
ruden, hvor man kunne se ind på den lille scene. Vi, det
vil sige "Rip Kirby Band" havde selv spillet den aften
og ville nu ind og høre Søren Seirup fra de legendariske
"Steppeulvene".
Vi kiggede altså gennem ruden og så ind i Søren
Seirups ansigt. Han var lettere opløst af sved og så
udbrændt ud efter indtagelse af et eller andet. Fingrene
løb over bassen, men pludseligt stoppede de. I et klart
øjeblik kiggede Søren Seirup ud over flokken af
dansende og vrængede: "Kvinder alle vegne, men det
er ikke vejen frem", hvorefter han ufortrødent forsatte
sit spil.
Hvad der, den aften, skete før og efter husker jeg ikke
og det er ikke fordi, at Søren Seirups ord var spundet
af visdom, at jeg stadig husker episoden. Men i et øjebliks
klarhed fik han udtrykt, hvad der for ham netop på det tidspunkt
var en påtrængende erkendelse.
Kartonerne er små erkendelser af større eller mindre
betydning. Der er det forløb i dem som tiden binder sammen.
Et solstrejf kunne have ændret en dag eller var det hele
måske forudbestemt?
Erik Gamdrup Jensen
juli 2000.