Afladsbreve er blevet til i det sydlige Portugal i efteråret
1998.
Bogen består af teksten Afladsbreve I - II og 45 billeder.
Original billederne er udarbejdet på bøttepapir med
blyant og tusch.
Tak til Pat & Vitor for arbejdsro.
Tak til Nels Lemminger.
Tak til Lizzi & Ib Damsgaard.
Kæreste.
Hvem kan tilgive.................?
Men på en helt almindelig dag
vil vi for en stund glemme
og næste dag prøve igen og igen........
Hun kom ned ad den stejle nedkørsel
og det var ikke hendes tøj
jeg først lagde mærke til.
Jeg så hæfterne, bøgerne, et ternet plastikcharteque
under højre arm
presset ind til kroppen
med albuen.
Men jeg så også tøjet
på den måde som man opfanger
et hav af små detaljer på en gang
og dermed får et overfladisk
indtryk af en person.
Selvfølgelig var det også hendes tøj
og det var den måde
hun havde sat håret i nakken på
med et spænde
så håret blev til en
lang, vandret stav.
Håret var trukket væk fra ansigtet
og det var kinderne og panden - lysebrune,
øjenvipperne -sorte og lange,
de kraftige øjenbryn, der skar panden kantet til i siden,
hagen - rund og
kinderne - en smule buttede,
øjnene - mørkebrune med let sammenpressede øjenlåg
mod solen,
munden - med læber i lys rødt med lidt hvidt
på underlæben
i en næsten lige streg,
der syntes spørgende
ikke smilende
ikke vred
og panderynker
der bekræftede det spørgende.
Men det var tøjet
der skjulte en lille topmave
der kunne være tegn på graviditet
eller overvægt
som ellers ikke var kendetegnende for hende.
Topmaven var dækket af bukser
i løst sort stof - tynde og luftige
og øjensynligt strammet til i livet
med en snor.
Ovenfor maven:
en skjorte - hvid råsilke.
Ovenpå skjorten, ovenpå brysterne,
der hang løst
ikke store ikke små,
ovenpå bryster og skjorte:
en vest
smal over skuldrene
med broderi i et tæt vævet mønster
der mest af alt mindede om
en brynje.
Brynjen, skjorten, bukserne,
og de bare ben i tennissko.
Skoene,
der senere blevet bundet sammen
med snørrebåndene
og slængt over skulderen.
Senere.
Bare tæer i sandet
begejstring over bølger
der næsten nåede hende til buksernes kant
under knæet,
mens hun samlede ting op:
skaller fra muslinger og snegle
sten i forskellige farver,
kork og træstykker
i mærkelige tilslebne former,
og alt sammen blev lagt i plastikposen,
der blev trukket op af den broderede taske
som nu hang samme sted som skoene.
Det lignede en dans
men kunne være hendes flugt
hver gang en ny bølge kom ind.
Konturerne mod lyset:
brysterne vuggende
hestehalen vippende
hofterne gyngende
altsammen for at finde
nyttigt affald
og muslingeskaller.
Dansende gangart videre
langs bølgeskvulp
foroverbøjet nakke
- søgende
nogen gange på tåspidser
som en hund
der tager stand.
Var hendes hofter for bredde
som hun stod og bøjede sig forover?
Nej,
men de ellers løse bukser
strammede til
og formede to kupler,
der samtidig tydeligt aftegnede
trussernes blonder.
Hun kiggede mod solen
og missede med øjenene
så bagud over skulderen
og vores øjne mødtes kort.
Hun ænser mig ikke
vugger videre i strandkanten
og går mod molen,
hopper de 30 cm op på cementen
stamper sand af fødderne
og kigger i posen.
Indholdet hældes ud
på rækværket
sorteres og vurderes
og noget smides væk.
Jeg ser over hendes skulder
og spørger om jeg må hjælpe?
Genert kigger hun ud af øjenkrogen
og nikker et forsigtigt:
"Ja".